Jeg har længe været fascineret af litteraturen om at effektivisere sit arbejde og princippet om, at man når mere ved at arbejde mindre.
Argumentet bygges ofte op om argumentet om ”diminishing returns”. Det handler om at ramme kurven, der hvor man stadig får en positiv forrentning af sin tidsmæssige indsats – og man skal stoppe, inden kurven knækker, og man forrenter sin tidsmæssige investering negativt.
Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg synes om det argument og hele effektiviseringsbølgen, men jeg synes, det er sjovt at læse beretninger om, hvordan andre betragter det. Her er en artikel, hvor Mark Manson giver sit besyv med. Og lad mig lige sige det med det samme: Jeg synes, Mark Manson er popsmart og ulidelig. Men det er en anden fetich. Jeg elsker at læse folk, jeg er hamrende uenig med. Man bliver så dejligt inspireret af det.